STATSKUNDSKAB
Nyhedsbrev
for Dansk Selskab for Statskundskab
Nr.
2.
5. Årgang
August
2002
ISSN 1602-6381
· Program for årsmøde 2002: 'Tradition og fornyelse i den politologiske forskning' (Jacob Torfing)
· Sidste udkald for individuelle medlemmer (Peter Kurrild-Klitgaard)
· Symposium: Politisk filosofi/normativ politisk teori i dansk statskundskab
· Hjemmeside (Peter Kurrild-Klitgaard)
|
STATSKUNDSKAB
udkommer 2-3 gange årligt. |
|
|
Redaktør |
|
|
Peter
Kurrild-Klitgaard |
Tlf. (P): 33 93 66 06 |
|
Institut
for Statskundskab |
Tlf. (A): 65 50 21 66 |
|
Syddansk
Universitet |
Tlf.
(M): 20 13 56 06 |
|
Campusvej 55 |
Fax: 66 19
25 77 |
|
5230 Odense M |
E-post: kurrild@sam.sdu.dk |
|
Pris for deltagelse: 2.500 kr. som dækker ophold og forplejning, men ikke transport (halv pris uden festmiddag og overnatning) Tilmelding: kurrild@sam.sdu.dk Tilmeldingsfrist: 12. oktober (begrænset deltagerantal) |
Dansk Selskab for Statskundskab indbyder nok engang forskere og praktikere til
en åben konference om ‘Tradition og fornyelse i den politologiske forskning’.
Der har de senere år været mange forsøg på at beskrive og sammenfatte de
igangværende samfundsmæssige forandringer. Hylderne bugner således med
bøger om globalisering, netværksstyring, risikosamfund, postmaterialisme,
‘identity politics’, mv. Det kan derfor være svært for selv den mest ihærdige
politolog at følge med i de mange neologismer, deres nærmere betydning og
forskningsmæssige implikationer. Samtidig udfordres traditionelle
samfunds-videnskabelige metoder med vægt på rationalistiske, komparative og
kvantitative analyser af nye konstruktivistiske, case-baserede og kvalitative
analysemetoder. Samlet set tegner der sig et billede af opbrud og forandring.
Men hvori består nybruddet egentligt? Er det nye egentlig så nyt, som det
foregiver at være, og hvis det er, skal vi så forkaste eller bevare det gamle?
Er de traditionelle betragtningsmåder levn fra fortiden, eller har traditionen
forandret sig i et løbende samspil med samfundsudviklingen? Hvor går
forskningsfronten i dag? Fokuserer de konkurrerende paradigmer blot på
forskellige aspekter ved de samme fænomener, eller er der tale om helt
forskellige måder at se verden på? Det er disse og mange andre beslægtede
spørgsmål, som vi søger at rejse og besvare i løbet af konferencen.
Sigtet med konferencen er at blotlægge den
politologiske forskningsfront indenfor forskellige områder, hvor danske
forskere har været involveret i større forskningsprojekter. Ideen er hverken at
lovprise det nye for at være nyt, eller at kritisere det gamle for ikke at være
det. Tanken er snarere at søge at skabe rammerne for en frugtbar dialog mellem
forskellige forskningsmæssige tilgange for derigennem at belyse samspillet
mellem tradition og fornyelse i den politologiske forskning.
Så trænger du til en spændende opdateret diskussion
af brudfladerne i politologien, så er gå ikke glip af dette årlige træf, der
ikke alene byder på faglige debatter mellem danske politologer, men også på
spændende foredrag af ansete udenlandske forskere.
Jacob Torfing
Formand for Dansk Selskab for Statskundskab
10.30 Velkomst
og praktiske oplysninger
Formand, lektor Jacob Torfing, RUC
10.45 Opening
speech: ‘The challenges facing political science in the 21st century’
Professor Paul Hirst, Birkbeck University College
12.15 Frokost
13.15 Tradition
og fornyelse i kønsforskningen: ‘Køn, magtstruktur og politisk handlekraft’
Professor Birte Siim, Ålborg Universitet
Professor Yvonne Hirdman, Stockholms Universitet.
14.30 Kaffepause
15.00 Tradition
og fornyelse i demokratiforskningen: ‘Demokrati fra neden og for oven’
Lektor Lars Torpe, Ålborg Universitet
Professor Mogens N. Pedersen, Syddansk Universitet
Professor Tim Knudsen, Københavns Universitet
16.15 Pause
16.30 Tradition
og fornyelse i international politik: ‘Forestillinger og interesser i
international politik’
Professor Ole Wæver, Københavns Universitet
Professor Georg Sørensen, Aarhus Universitet
17.45 Samfundsvidenskabelig
publicering under forandring?
Professor Heine Andersen, Københavns Universitet
18.45 Generalforsamling
i Dansk Selskab for Statskundskab
Dagsorden i følge vedtægter
19.00 Pause
19.30 Festmiddag
Tirsdag, 22. oktober
09.00 Tradition
og fornyelse i statskundskaben: ‘The powerless state?’
Professor
Linda Weiss, University of Sydney
10.00 Tradition
og fornyelse i public administration: ‘Politikernes identitet og adfærd’
Lektor Eva Sørensen, RUC
Lektor Henrik Jensen, Københavns Universitet
11.15 Kaffepause
11.30 Key
note speech: ‘Governance and democracy: Tradition and renewal in political
science’
Professor Patrick Dunleavy, London School of Economics and Political
Science
13.00 Frokost og derefter afrejse
Med den nye elektroniske og ’virtuelle’ version af Dansk Selskab for Statskundskabs nyhedsbrev, vil dette være den sidste udgave, hvor det også bliver udsendt/omdelt i papirkopi. I fremtiden vil det kun blive tilsendt pr. e-mail, samt være til rådighed på selskabets hjemmeside.
Det nye format gør dermed, at de individuelle medlemmer af selskabet, der endnu ikke har gjort det, bør sikre sig, at DSS har deres e-mail adresse. For en sikkerheds skyld bør man sende e-mail til selskabets kasserer, Lars Johannsen (johannsen@ps.au.dk), og derved videregive sin adresse til selskabet.
Peter
Kurrild-Klitgaard
Sekretær/redaktør
I
dagene 29.-31. maj 2002 afholdt Institut for Statskundskab, Københavns
Universitet, i serien The Copenhagen Lectures, et par interessante
debatmøder over emnet ”politisk teori i (dansk) statskundskab.” Vi har bedt tre af oplægsholderne fra
den lejlighed—Per Mouritsen, der var ansvarlig for arrangementet, Søren Flinch
Midtgaard, og Søren Hviid Pedersen, om at viderebringe nogle af deres tanker
fra den lejlighed, som forhåbentlig vil kunne virke stimulerende for debatten
om fremtidens statskundskab.
Historisk set har normativ politisk teori i
dansk statskundskab stået ret svagt, hvis man sammenligner med USA, Tyskland
eller England – eller for den sags skyld med de øvrige skandinaviske lande. Jeg
forstår her ’normativ’ som den del af den politiske teori, der beskæftiger sig
med at analysere og konstruere teoretiske udsagn om politik med en anbefalende
karakter – og afholder mig i øvrigt her fra at definere dette nærmere (se
Mouritsen 2003a, 2003b). Ret få personer har beskæftiget sig med den, og få har
publiceret i internationale tidsskrifter. I uddannelsen har faget politisk
teori og idehistorie ganske vist haft en væsentlig plads på de to gamle
institutter, om end mere i Århus end, indtil for nyligt, i København. Begge
steder blev der dog, igen indtil relativt nyligt, lagt mere vægt på idehistorie
og politiske ideologier end på den systematiske analyse af normativ
argumentation, fx med hensyn til undersøgelse af forskellige konkurrerende
begrundelsestraditioner indenfor liberal retfærdighedsteori (kontraktteorier,
utilitarisme, egalitære og libertarianske varianter), analytisk marxisme,
kommunitarisme, forskellige varianter af postmoderne dekonstruktion og
ideologikritik osv. Både den traditionelle kongerække og den historisk baserede
forståelse af masseideologiernes betydning for dannelsen af det moderne samfund
er naturligvis væsentlige elementer i statskundskaben. Men fraværet af
systematisk normativ politisk teori var dog en anomali i forhold til forholdene
ude i verden.
Der mangler en systematisk genealogisk fremstilling – for eksempel i form af en Ph.D.-afhandling – af de disciplinhistoriske årsager til at beskæftigelse med normative udsagn som teoretiske argumenter. der kan begrundes, eller i hvert fald kritiseres og evalueres systematisk har været omfattet med en vis ligegyldighed, undertiden fjendtlighed, især hvis det normative ikke lige handlede om demokrati – det ene normative islæt som af en eller anden grund aldrig har været kontroversielt – eller hvis den brugte et teknisk specialiseret sprog. Hvorfor var det. at den slags enten blev set som uvidenskabeligt. eller som noget der burde henvises til humaniora, hvilket ofte reelt betød det samme? Det er naturligvis et velkendt og normalt forhold. at repræsentanter for den eksisterende faglighed med hensyn til pensumudvidelser og ansættelser stritter ubevidst eller bevidst imod at skulle dele magten og æren med andre. Er der andre forklaringer?
Et muligt bud er. at dansk politologi i mange år var karakteriseret først af doktrinen om den videnskabelige værdirelativisme og senere også af forskellige varianter af marxisme. I forhold til normativ politisk teori udgjorde de to i virkeligheden en effektiv alliance. Værdirelativismen kogtes ofte ned til. at værdier simpelthen var noget. der blev taget som givne præferencer, som noget der skulle angives (men ikke begrundes) som videnskabsmandens personlige værdipræmisser, eller som noget man beskæftigede sig empirisk med som data – for eksempel i den politiske kulturforskning. Fordi man ikke kan slutte fra ’er’ til ’bør’ (og fordi kun ’er’-udsagn har en sandhedsværdi). var det umuligt at forholde sig videnskabeligt til gyldigheden af normative udsagn. Marxismen på sin side så normativ politisk teori som ideologi, her forstået som en afspejling eller funktion (der ganske vist kunne have stor selvstændig betydning og som sådan skulle studeres som ideologi) af bestemte samfundsformer og sociale konflikter. For Marx selv var retfærdighed og rettigheder som bekendt en liberal eller socialdemokratisk abstraktion. der legitimerede eksisterende undertrykkelse. og som i fremtidens samfund ville gøres unødvendige (Lukes 1985)
Allerede her i denne korte tekst marcherer adskillige stråmænd foran mig. Ikke alle der bekender sig til, eller har skrevet om, den videnskabelige værdirelativisme eller varianter af marxismen ville tilslutte sig denne simple udlægning. Og det bør de heller ikke. Ved nærmere eftersyn bør fjendskabet fra disse positioner overfor normativ teori nemlig ikke være så stort. Normativ politisk teoris videnskabelige ambition misforstås ofte, især med hensyn til spørgsmålet om begrundelse og gyldighed. De enkelte teoretiske retningers syn på spørgsmålet er naturligvis meget forskellige. Men helt overordnet er der meget få ambitioner om foundations. Rawls’ berømte bog hedder trods alt A Theory of Justice, ikke The Theory … Metoden, der anvendes af Rawls – ideen om et refleksivt equilibrium i forhold til værdiintuitioner i verden – indebærer, at andre forfattere opfordres til at levere mere koherente og overbevisende teorier (Holtug et al. 1997). At den aldrende herre stadigvæk som en anden Hegel er utilbøjelig til at tro, der kommer en bedre, det er en anden historie.
Den normative
politiske teori abonnerer som en videnskabelig praksis på en række metodiske og
videnskabsteoretiske principper. For det første en sprogligt og analytisk
stringent formulering og analyse af centrale værdiintuitioners
betydningselementer. For det andet anvendelsen af logiske følgeslutninger og koherenskrav.
Hvad følger der af en bestemt værdi eller et bestemt princip under bestemte
omstændigheder, og er der inkonsistens mellem forskellige elementer af sådanne
deduktioner? Er der eksempelvis – som anført af Ronald Dworkin overfor John
Rawls – en inkonsistens i sidstnævntes udvikling af princippet, at mennesker
bør kompenseres for ikke fortjente (ufrivillige) uligheder, og så det forhold
at Rawls’ eget system dels ikke tager højde for naturlige handicaps, dels ikke
forhindrer at den selvvalgt dovne person til stadighed kompenseres af den
arbejdsomme? For det tredje en systematisk afsøgning af normative konsekvenser
i forhold til udbredte intuitioner, i det publikum forfatteren henvender sig
til, om betydningen af de principper der søges begrundet, og ikke mindst i
forhold til andre væsentlige værdier: Retfærdighed i forhold til tolerance og
ytringsfrihed, fordeling i forhold til frihed osv. For det fjerde overvejelser
om praktiserbarhed, funktionalitet og realisme af bestemte teorier i nuværende
eller mulige nye samfund, for eksempel med hensyn til institutioners opbygning
og funktion eller social konflikt. Der er her en vis arbejdsdeling mellem high
normative theory a la Rawls (som er filosofisk i den forstand at den
bevidst abstraherer fra flest mulige empiriske forhold og holder de få
nødvendige empiriske antagelser konstante), applied normative theory på
forskellige samfundsområder, og endelig den form for normativ teori der også på
integreret vis vurderer det empiriske og kausale element i normative teoriers
forudsætninger og konsekvenser, herunder de spørgsmål der rejser sig når
politiske systemer ændrer sig grundlæggende, for eksempel med globaliseringen.
Spørgsmål om motivation, solidaritet og konfliktregulering er her alle
væsentlige for normativ politisk teori. Alene af den grund eksisterer der ikke
blot en arbejdsdeling, men også en række mulige broer til den empiriske og
forklarende statskundskab.*
Med hensyn til stringens, logisk deduktion,
koherenskrav og vurdering af empirisk-kausale elementer i en normativ teori er
der intet, der bør bekymre den videnskabelige værdirelativist. Der
findes kun én slags logik. Det drejer sig ikke om at slutte fra ’er’ til ’bør’,
men om at slutte fra ’bør’ til ’bør’ – idet normative teoretikere dog betjener
sig af forskellige grundlæggende aksiomer om hvad de mener moral for
menneskelige væsener som sådan ’er’, og hvad den i hvert fald må indeholde,
givet at betingelserne for menneskelig sameksistens er som de er (Lukes 1977,
1991). Eksempler på sådanne moralske begrundelsesaksiomer omfatter versioner af
liberale upartiskhedsdoktriner fra Kant, Rousseau og Locke, ideer om en
autoritativ tradition og dens immanente kritik, psykologisk eller biologisk
funderede versioner af moral sense osv. De fire nævnte principper er
lige ud af Max Weber, ja noget næsten tilsvarende (i hvert fald med hensyn til
principperne 1, 2 og 4) formuleredes eksplicit af medlemmer af Uppsala-kredsen
som den eneste legitime omgang med normative udsagn.** Noget stort set
tilsvarende fremgår af Erik Rasmussens værker, for eksempel hans bog Lighedsbegreber.
Og lur mig om ikke dekonstruktivister og postmoderne ironikere falder tilbage
til koherenskrav og deduktion, når de virkelig skal have skovlen under en
modstander.
Bør marxister være bekymrede? Jeg tror det ikke. Normativ analyse er væsentlig for marxister. For det første for at få rede på betydningen af den grundlæggende, men aldrig for alvor udviklede Marx’ske værdi frigørelse (og herunder betydningen af den udbytning, fremmedgørelse og dominans der skal overvindes for at frigørelsen kan realiseres). Måske er også andre værdier implicerede i marxisme. Demokrati? Lighed? Retfærdighed? For det andet som en udvidelse eller rekonstruktion af det marxistiske og kritisk teoretiske kritikbegreb. Marxismens analyse af det unødvendigt ufornuftige i det bestående har altid haft en reference til politisk praksis, hvilket i teorien undertiden har ført til en afvisning af ’utopisk’ beskæftigelse med ideelle samfundstilstande. Historien, den politiske kamp eller det realiserede radikale demokrati ville bringe svarene. Marxister kan med en del ret kritisere Rawlsianere for at abstrahere fra magten og den politiske realiserbarhed af deres tankekonstruktioner (Rawlsianere ville svare, fra deres Oxford armchairs, at det ikke er deres opgave at afpasse idealer til kontingente samfundstilstande). Men marxister kan modsat kritiseres for i alt for begrænset omfang at have interesseret sig for den kontrafaktiske normative analyse der spørger til hvordan socialistiske værdier kan formuleres koherent og institutionelt praktiserbart, for eksempel givet de konflikter som også et ikke-kapitalistisk samfund ville opleve (hvilke?). Og for ikke at diskutere det nøjere forhold mellem en demokratisk socialismes fokus på vejen, og så de eventuelle kerneværdier eller principper som er for ultimative til at kunne tilsidesættes i den nødvendige (demokratiske) kamp. Er der en marxistisk retfærdigheds- og rettighedsteori til venstre for Jürgen Habermas (eller Chantal Mouffe)? Hvad er dens tematisering af reasonable pluralism?
Mens vi overvejer
den slags spørgsmål, kan det noteres at den normative politiske teoris
marginaliserede situation er ved at blive fortid. En række ansættelser i
Odense, Århus og København har styrket feltet. Gensidig mistro mellem
’empirikerne’ og ’filosofferne’ er afløst af en fredsommelig modus vivendi,
ja undertiden af mild interesse – især når de sidste kan skrive så det er til
at forstå. I Odense og København opbygges der selvstændige undervisningsforløb
i politisk teori og idehistorie. I Århus har professoren i faget taget
initiativ til en forskningssektion for politisk teori, hvor de akademiske
gnister vil flyve lystigt. Fra Århus udgår også et projekt om the mother of
textbooks – en to binds moppedreng, redigeret af Jørn Loftager og Lars Bo
Kaspersen, om Klassisk og moderne politisk teori – ikke kun den
normative del. Den vil udkomme næste år på Reitzels Forlag med talrige danske
bidragsydere, også fra Aalborg og Roskilde. Endelig har SSF for nyligt
bevilliget midler til et netværk om Politisk Teori i Danmark. Netværket vil i
de kommende tre år afholde en række seminarer og konferencer og i øvrigt samle
interesserede fra de nævnte institutioner, men også fra en række miljøer
udenfor politologien, om at bringe politisk teori op på et internationalt
niveau i Danmark.
Per Mouritsen
Adjunkt,
Institut for Statskundskab
Københavns Universitet
(Leder af netværket Politisk Teori i Danmark og pr. 1. august lektor i
politisk teori og idehistorie, Statskundskab, Aarhus Universitet)
Noter
* Broerne den anden vej er en lang historie. De
vedrører det – for mig at se - uundgåeligt normative og kontesterbare element i
de teorier og centralbegreber som politologer anvender når de beskriver og
forklarer (fx Connolly 1983).
** Dette var Andreas Føllesdals centrale pointe i
hans nylige Copenhagen Lecture ved Institut for Statskundskab i
København. Forelæsningen vil blive udgivet i tidsskriftet Distinktion sammen
med Jens Erik Kristensens, min egen samt en række kommentarer og indlæg fra en
efterfølgende rundbordsdiskussion, der havde deltagelse fra København, Odense
og Århus. Arrangementerne fandt sted fra 29.-31. maj i år under titlen Politisk teori og (dansk) statskundskab.
Litteratur
Connolly, William E. (1983). The
Terms of Political Discourse. Oxford: Martin Robertson.
Lukes, S. (1977). “Relativism:
Cognitive and Moral, i Essays in Social Theory, pp. 154-74. London:
Macmillan.
Lukes, S. (1985). Marxism and
Morality. Oxford. Oxford University Press.
Lukes, S. (1991). ”Taking Morality
Seriously”, i Moral Conflict and Politics, pp. 21-32. Oxford:
Clarendon.
Holtug, N. et al (1997). Det retfærdige samfund. Om lighed som ideal
i etik og politik. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Det følgende er en let revideret udgave af et
mundtligt indlæg i en paneldiskussion i relation til ”The Copenhagen
Lectures 2002, 29.-31. maj - politisk teori i (dansk) statskundskab.” Ved
disse forelæsninger stillede man (og søgte at besvare) spørgsmål såsom ”Hvilken
relevans har politisk teori i statskundskaben i dag?” og ”Er normativ politisk
teori død i Norden?”. Den sidste formulering henviser til Peter Lasletts
berømte bekræftende svar på spørgsmålet, om politisk filosofi er død, som han
gav i 1956. Samtidig henviser den til John Rawls’ retfærdighedsteori, der på
fortærsket vis, men ikke desto mindre ganske fornuftigt, hævdes at have
genoplivet politisk filosofi. Hvis det sidste er korrekt, er der altså ingen
grund til at stille spørgsmålet mere - politisk filosofi er, som det burde være
tydeligt for enhver, alive and kicking. Når spørgsmålet alligevel med mening
kan stilles, som det skete ved de nævnte forelæsninger, så må det bero på
specielle ugunstige forhold for den politiske teori eller filosofi i
dansk/nordisk statskundskab. Fornemmelsen af, at sådanne forhold gør sig
gældende bekræftes yderligere, hvis man overvejer relevansen af lignende
spørgsmål i forhold til, lad os sige, forvaltning og international politik.
Kunne man meningsfyldt spørge, om disse områder har nogen relevans for
statskundskaben i dag? Næppe.
Spørgsmålet om, hvorvidt politisk teori er død eller tæt på død i dansk/nordisk statskundskab, forekommer altså meningsfyldt, hvilket igen indikerer noget om den ugunstige situation, som denne retning af politisk forskning befinder sig i inden for dansk/nordisk statskundskab. På trods af spørgsmålets meningsfyldthed mener jeg dog, at det kunne formuleres mere præcist eller mere dækkende for den situation, som det lægger op til at overveje. I stedet for at spørge ”Er den politiske teori i dansk/nordisk statskundskab død?”, kunne der spørges ”Er den politiske teori død nu?”. Et sådant spørgsmål stilles fx i en hjemlig situation, hvor et familiemedlem søger at slå en fed spyflue ihjel overvåget af et andet familiemedlem. Den sidste kan så rette spørgsmålet til bødlen med det implicitte håb, at fluen rent faktisk er død. Spørgsmålet kan dog også stilles, hvor spørgeren udtrykker (et oftest urealistisk) håb om - for nu at blive ved de hjemlige situationer - at fx en kattekilling ikke er død efter at have været en tur under en bils eller en traktors dæk. Den første type spørgsmålsstiller kunne, i relation til politisk teori, være en forsker i statskundskab af hardcore empirisk observans (og med den holdning, at enhver forsker i statskundskab burde annamme en sådan), der spørger, om den politiske teori, med sin hang til romantiske forestillinger om det gode samfund og sin uvilje mod empirisk metodologi, snart er død. Det er passende, at den, der stiller spørgsmålet, ikke selv er bødlen. Der er nemlig få om nogle forskere i statskundskab af den nævnte karakter, tror jeg, der ser sig selv (eller har grund til at se sig selv) som direkte handlende i relation til aflivningen af politisk teori. Den anden type spørgsmålsstiller ser jeg som den type forsker i statskundskab, der ser positivt på den politiske teori og ubevidst eller bevidst erkender dens alvorligt truede situation.
Når spørgsmålet stilles på denne måde, henledes opmærksomheden direkte på situationen for normativ politisk teori i dansk/nordisk sammenhæng, som den tager sig ud i og med, at spørgsmålet om dens død er meningsfyldt. Og det leder til et tredje spørgsmål, nemlig: ”Er det så mærkeligt?”. Dansk/nordisk statskundskab er vel på godt og ondt primært koblet til den empiriske del af den amerikanske Political Science-tradition og ikke til den mere flydende engelske Politics, hvor afgrænsningen til politisk filosofi og historie er uklar i det omfang, den overhovedet foretages. I Political Science-traditionen er politisk filosofi eller normativ politisk teori simpelthen et fremmedelement. Politisk filosofi eller normativ politisk teori falder inden for den praktiske fornuft - hvorledes skal vi handle, og hvilke institutioner skal vi frembringe? - mens Political Science falder inden for den teoretiske - kendskabet til givne objekter. Og mellem disse to løber der klart blåt vand.
Det rejser så et
fjerde forskningspolitisk (praktisk) ”so what”-spørgsmål. Altså, skal der gøres
noget for at undgå, at politisk teori hensygner totalt? Hvis jeg har ret i
overvejelserne omkring det tredje spørgsmål, så påbyder den tradition, som
dansk/nordisk statskundskab tilhører, på ingen måde de relevante
statskundskabsinstitutter at gøre noget som helst i den retning.
Statskundskaben som sådan kan altså ikke siges at have noget specielt ansvar
her. Når jeg alligevel finder, at statskundskaben bør påtage sig et ansvar for,
hvad der måske er et forældreløst barn (jeg er nemlig bange for, at
overvejelser inden for filosofien kunne føre til en tilsvarende ansvarsfrihed i
relation til politisk filosofi eller normativ politisk teori), uden at det
skulle give anledning til at foretage væsentlige ændringer i hjemmet, er det
grangiveligt subjektivt betinget, selvom grunden som sådan forekommer objektiv.
Jeg blev selv introduceret til nyere politisk filosofi af en analytisk anglo-amerikansk
slags af Kasper Lippert-Rasmussen, der udbød nogle kurser på Institut for
Statskundskab i Aarhus. På det tidspunkt var jeg, hvilket jeg stadig er, meget
interesseret i ideologi og var selv, hvilket jeg ikke stadig er (i det mindste
ikke på samme fløj), ideolog. På den baggrund var det en åbenbaring for mig, at
der findes stærke redskaber, hvormed sammenhængen i argumenter og ideer kan
analyseres. Og disse redskaber er ikke - som jeg fornemmer, at mange kolleger
af mere empirisk observans finder - for feinschmeckere (”feinschmeckere”
anvendt her, som de nævnte empiriske kolleger vistnok forstår udtrykket, nemlig
som sekteriske pindehuggere eller skakspillere. Anvendt i ikke-nedsættende
betydning, som Politikens Nudansk Ordbog gør det, om en ”kræsen kender af en
bestemt ting,” en, der ikke ”lader sig byde hvad som helst,” synes det at
betegne karakteregenskaber, enhver akademiker med respekt for sig selv bør
besidde eller i det mindste tilstræbe). Det drejer sig snarere om en attitude
eller en praksis, ifølge hvilken klarhed og viljen til at følge et argument til
dørs er afgørende. Således kommer man langt, hvis man (som en af de prominente
udøvere af feltet, G.A. Cohen, for nylig har formuleret det) for hver potentiel
sætning i sin tekst stiller det ofte smertelige spørgsmål, hvad den præcist
betyder, og hvorledes (hvis overhovedet) den præcist bidrager til udviklingen
af det argument, man forfølger. Den anglo-amerikanske politiske filosofi og den
attitude, den udstråler og rendyrker - og her er jeg ved den påståede objektive
grund - ville det være dumt om statskundskaben ikke adopterede. Og her i
særdeleshed dansk statskundskab, der tilhører en kultur, hvor uvantheden med
anglo-amerikansk argumentativ praksis er stor og de nævnte redskaber
tilsvarende uskarpe. Tænkt blot på vores udenrigsminister Per Stig Møller (nok
skolet i politisk teori, men ikke, tilsyneladende, i den nævnte praksis og dens
redskaber), der kom under kærlig behandling i BBCs Hard Talk. Og spørg
så videre, om han ikke ville ønske, at statskundskabsinstitutterne uddannede
embedsmænd med skarpslebne redskaber til analyse af argumenter som supplement
til deres solide empiriske kundskaber.
Søren Flinch Midtgaard
Adjunkt
Institut for Statskundskab
Aarhus Universitet
Jeg er på godt og ondt et resultat af min
fortid. For det første er jeg uddannet ”statskundskaber” fra Aarhus
Universitet. På statskundskab var opfattelsen, at politisk filosofi først og
fremmest bestod i ideologianalyse og en, mere eller mindre, kronologisk
gennemgang af den vestlige traditions væsentligste politiske teoretikere. Den
underliggende opfattelse var, formoder jeg, en grundlæggende værdirelativistisk
indfaldsvinkel til statskundskaben i almindelighed og til politiske teori i
særdeleshed. Denne værdirelativisme var inspireret af f.eks. Weber og Easton og
mon ikke også hjemlige Alf Ross lurede i baggrunden! Der var, i
overensstemmelse med den herskende værdirelativistiske ideologi, en tendens til
at relativere og reducere de forskellige forfatteres politiske teorier eller
filosofier i forhold til den epoke, de blev formuleret i. Politisk teori blev
derfor et epifænomen, noget der var afledt af andre samfundsmæssige forhold herunder
specielt samfundets materielle basis. For det andet påbegyndte jeg efter endt
kandidateksamen et ph.d.-studium ved University of Essex. Her herskede en helt
anden indstilling til faget politisk teori. Her var udgangspunktet analysen af
selve værket og forfatteren, og man blev som studerende trænet i at læse,
forstå og analysere de forskellige politisk teorier uden nødvendigvis at
reducere teorierne til sociologiske fænomener eller samfundsmæssige kategorier.
Man tog med andre ord den politiske teori alvorligt og betragtede denne som en
genuin og selvstændig indfaldsvinkel til studiet af politik.
Når man som lektor er kommet om på den anden side af forelæsningsskranken giver det jo anledning til at reflektere nærmere over, hvorledes man således selv skal undervise i faget politisk teori. Der skal ikke herske tvivl om, at den måde man bedrev politisk teori i England har haft og stadig har stor indflydelse på undertegnede. Jeg er af den opfattelse, at den politiske teori og idehistorie er konfigureret efter en søgen efter det gode og/eller retfærdige samfund, at de forskellige traditioner har søgt efter grundlæggende principper der skulle være gældende for det politiske styre/regime. Undervisningen i politisk teori eller politisk filosofi skal gerne understrege denne stræben efter grundlæggende principper. Politisk teori er derfor ikke udelukkende en sociologisk, historisk eller for den sags skyld en genealogisk praksis. Det er derimod en normativ og etisk praksis, hvis formål det er at afdække menneskets søgen efter det gode liv og det gode samfund. Undervisningen i politisk teori skal gerne afspejle denne søgen eller stræben både i et historisk perspektiv og samtidig opretholde en prætention om at have en analytisk skarphed, der gør den studerende i stand til at sammenligne og analysere forskellige de forskellige traditioners forsøg på at formulere disse grundlæggende principper. Jeg vil gerne fremsætte den, for nogen, provokerende tese, at der rent faktisk er politiske teorier/ideologier, der er deciderede forkerte og reduktionistiske og som konsekvens må forkastes som valide og legitime! Dette skyldes det forhold, at disse ismer tager udgangspunkt i en reduktionistisk forståelse af mennesket og den kontekst, hvori det enkelte menneske eksisterer. Dette leder mig over i, hvad dansk politisk teori savner for at blive en kohærent og genuin tradition indenfor dansk statskundskab.
Hvad jeg savner i
dansk politisk teori er, at vi inddrager filosofien meget mere. Mange af de
sidste årtiers filosofiske debatter kan med fordel applikeres og gøres nyttige
indenfor den kontekst, vi som politiske teoretikere arbejder indenfor. Jeg
tænker specielt på den angelsaksiske sprogfilosofi, samt den kontinentale
fænomenologiske tradition. Der er, for mit vedkommende, ingen tvivl om, at der
er mange vigtige pointer, der med fordel kan drages nytte af. Med baggrund i
ønsket om, at politisk teori henter inspiration fra filosofien, vil jeg gerne
afslutte med, hvorledes undertegnede anskuer den politiske teoris formål og
funktion. Basalt set har politisk teori to formål. For det første er der en
analytisk komponent. Denne analytiske komponent består i at underkaste vores
politiske begreber og vores brug af disse en kritisk undersøgelse og undersøge
deres validitet, præcision, legitimitet, etc. Den anden komponent er normativ.
Det normative består i at formulere og inspirere til at finde nye og bedre
definitioner af det gode liv og det gode samfund. Den politiske teori skulle
gerne kvalificere den politiske samtale – hverken mere eller mindre! Med
udgangspunkt i mit fromme ønske om at inddrage og integrere sprogfilosofien og
den fænomenologiske tradition indenfor den politiske teori, tillader jeg mig
afslutningsvist at skitsere, hvorledes disse forskellige traditioner kan
bidrage til en større forståelse af det politiske og vores stræben efter det
gode liv og det gode samfund. Kort sagt, hvorledes kan den politiske teori
kvalificere den politiske samtale eller stræben efter det gode liv og det gode
samfund.
|
|
Analytisk |
Normativ |
|
Sproget |
Hvilke forudsætninger skal der være til stede for den politiske samtale/konversation? |
Hvorledes bør den politiske samtale/ konversation foregå? |
|
Kontekst/Verdenen |
Hvad er kontekstens betydning for det politiske/den politiske samtale? |
Hvori består den gode kontekst for det politiske/den politiske samtale? |
Søren Hviid Pedersen
Lektor
Institut for Statskundskab
Syddansk Universitet
Dansk Selskab for Statskundskabs hjemmeside (www.dpsa.dk) har på det seneste undergået en række forandringer og opdateringer, og den vil i fremtiden blive løbende opdateret. Der er nu bl.a. til erstatning for de løbende lister over institutionernes publikationer i "Statskundskab" blevet lavet link til disses årsberetninger. Forslag til relevante links m.v. modtages gerne.
Peter
Kurrild-Klitgaard
Sekretær/redaktør